En filosofisk bjergbestigning
Var han en ligegyldig lænestolsfilosof og nazist, der tågede rundt i tankernes højeste tinder uden det gav mening for andre end ham selv? Eller var han en af de største og mest indflydelsesrige filosoffer i det tyvende århundrede, en nytænker af format med geniale indsigter? 

Meningerne om den tyske filosof Martin Heidegger er mange. Men uanset om man mener, at Heidegger var gal eller genial, så er der ingen tvivl om, at han er en af de sværest tilgængelige filosoffer overhovedet.

Den kontroversielle og svært tilgængelige Heidegger er netop hovedpersonen i norske Rune Fritz Nicolaisens introduktion til Heideggers filosofi ”At være undervejs”. Bogen er fra 2003 og altså netop oversat til dansk i år. Forlaget Klim var tidligere på året ude med en længe ventet dansk oversættelse af Heideggers hovedværk ”Væren og tid” (Sein und Zeit), og meget naturligt følges det nu op med en bog om Heidegger, hvor hans tanker og projekt forklares.

Og lad det være sagt med det samme, så er det en blændende introduktion til Heidegger. Som Nicolaisen selv skriver i indledningen, så er det ikke en let bog. Han sammenligner det at forstå Hedeiggers filosofi med det at bestige et bjerg. Nogle steder er der stejle stigninger og vanskelige passager, men indledningen sluttes af med følgende gode råd: Husk, at højdeskræk forsvinder, hvis man retter blikket opad.

Bogen indledes med et glimrende generelt kapitel, hvor Heideggers tanker kort præsenteres. Det er det nemmeste af kapitlerne, hvilket måske siger mere om sværhedsgraden af det, der kommer. De næste kapitler behandler Heideggers samtidig og dets filosofiske strømninger – forudsætninger for de store kapitler, hvor hovedværket ”Væren og tid” gennemgås. Bogen slutter af med et kapitel om Heideggers forhold til nazismen og om hans aktualitet i dag.

Men hvorfor er Heidegger så svær at forstå og så omstridt? Den væsentligste grund er måske, at Heidegger går radikalt imod strømmen og forsøger at ophæve den filosofiske tradition. Heidegger ønsker at undersøge, hvad ”væren” er for en størrelse. Når man fx siger, at en stol er eller et bord er, så har man udpeget en genstand (et værende) og svarer derfor ikke på, hvad væren er. Heidegger mener, at filosofien indtil nu har misforstået væren, og forveksler noget konkret eksisterende med selve væren.

Heideggers hovedværk undersøger menneskets væremåde: ”For at kunne forstå væren må mennesket først forstå, hvad det vil sige at være menneske.” Her er Heideggers position, at det meningsfulde har at gøre med menneskets særlige væremåde (og altså ikke noget med Platons ideer eller bevidsthedens kategorier som hos Kant). Heidegger mener, at vi er kastet ind i verden (Geworfenheit = kastethed) og dermed ”altid allerede” er i verden ved tingene. Ting som vi netop bruger som et ”brugstøj” (Zeug). Når vi bruger en hammer til at slå søm i, så er hammeren vedhåndenværende, hvis vi ikke bruger hammeren for er den forhåndenværende. Filosofien har indtil Heidegger i stor stil beskæftiget sig med det forhåndenværende og ikke det vedhåndenværende. Det er på denne måde, at Heidegger tænker sig ud af en traditionel subjekt-objekt dikotomi.

På grund af opgøret med traditionen og tankegodset skal Heidegger skabe en masse nye udtryk og begreber. Det er kreative termer, man skal vænne sig til og er selvfølgelig også med til at forøge sværhedsgraden og gøre teksten tung. Nicolaisen gør endvidere en del ud af at sige, at man ikke kan forstå Heidegger som en filosof, der præsenterer et stort system – et bud på sandheden. Heideggers tænkning skal snarere forstås som en række veje, der giver os en ny horisont, hvor tænkningen kan få en ny begyndelse.

At forstå Heidegger – og dermed også læse Nicolaisens bog - kræver en vis form for kendskab til filosofihistorien. Det bliver forholdsvis hurtigt en svær omgang for den utrænede, når tankerækkerne får frit løb. Alligevel formår Nicolaisen at holde fast i læseren og presse dem op ad bjerget i den tynde luft (der er ingen, der har sagt, at det skal være let!). Der er ingen tvivl om, at Nicolaisen hører til dem, der sætter stor pris på Heidegger og hans engagement og overbevisende analyser smitter også af på læseren, man bliver hele tiden holdt til ilden og drages til at læse videre.

Uanset om man bliver forpustet på vej op ad bjerget, måske holder man lange pauser og snyder lidt, så er den tynde luft i Heideggers tanker berusende og inspirerende. Den kritiske læser vil sikkert spørge, hvad man skal bruge det til? Svaret på det spørgsmål må blive det samme, som det man kan bruge filosofi til: At reflektere over vores tilstedeværelse i verden som aktivt handlende væsener. Hvordan skal vi forstå det at være menneske – at være et væsen der er ikke blot kan reduceres til at være et produkt af årsag-virknings-relationer? Med Heidegger får man også et kendskab til en masse andre filosoffer og en glimrende forståelse af begreber som hermeneutik og fænomenologi. Det er nyttigt både i forhold til studierne, men også set i et dannelsesperspektiv. Sidst, men absolut ikke mindst, så udfordrer bogen læserens analytiske sans og træner hjernens skarphed.